Længe leve kærligheden

Fortællingen om Pastariget begynder med en kærlighedshistorie, der resulterer i en mission om at lave bornholmsk pasta, der kan måle sig med de allerbedste af slagsen.

På køreturen ad grusvejen til Frennegaards gule hovedhus med rødt bindingsværk, springer tre harer lystigt afsted. Himmelen er blå som det hav, man kan se bag de gule durumhvede marker. I det øjeblik bilens motor slukker, er de eneste lyde, man hører, lystige fuglefløjt, og det føles lidt som om, tiden går i stå her på gården uden for Svaneke.

Inde bag døren til stedets gårdbutik og pastaproduktion er der dog masser af aktivitet. Et produktionshold på tre mand står ved pasta- og pakkemaskinerne, hvor der i dag bliver lavet naturel pasta.

»Min datter og jeg har i mange år drømt om at bo på Bornholm, og vi syntes altid, det var så trist, når vi skulle hjem fra vores ferier herovre,« fortæller Susanne, der tog den endelige beslutning om at flytte, da hendes far på sit dødsleje mindede hende om, at livet er kort, og at man skal forfølge sine drømme i tide.

»Vi besøgte Frennegaard, da min datters hest skulle opstaldes der og pludselig kommer der en mand cyklende og da vi får øjenkontakt, ved jeg instinktivt, at han er min kommende mand og sådan blev det!« griner Susanne.

Tilfældigvis havde Finn haft samme oplevelse som Susanne, men han nåede ikke at tale med Susanne før hun var kørt igen, og skulle der næsten gå 3 måneder før Susanne igen skulle hilse på ponyen, men denne gang var Finn klar og inviterede Susanne på en drink på terrassen og inden længe var de to kærester.

Det lyder unægteligt lidt som en scene fra en amerikansk kærlighedsfilm – ikke desto mindre er det den sande historie, at Susanne mødte sin mand Finn den allerførste dag, hun var på Bornholm for at se på hus.

Susanne købte et dejligt hus i Rønne, men efter et år, valgte Susanne og Finn at flytte sammen på Frennegaard og Susanne blev landmandskone. Noget der var meget fjernt fra Susannes liv som sømand og navigatør, men hun blev så begejstret for livet på landet, at hun inden længe begyndte, at overveje om hun ikke kunne finde sin helt egen beskæftigelse på gården.

»Min første tanke var: ‘Jamen så kan jeg jo lave pasta!’,« fortæller Susanne, der ikke tidligere havde arbejdet med fødevarer – men som barn sejlede vi tit den svenske ø Hven midt i Øresund, hvor de var begyndt at dyrke durum, fordi de havde en italiensk svigersøn, og de producerede pasta og durumboller i en lille butik på øen,« husker Susanne.

På Hven havde de stor succes med at dyrke durum og på et tidspunkt hørte Finn om denne spændende hvedesort, der krævede helt specielt vækstbetingelser, og han tog på inspirationstur til Hven og blev så begejstret, at han også begyndte at dyrke durum. De første 10 år blev durum melet kun solgt i supermarkeder og til bagere, men da Susanne flyttede ind og hørte om at Finn dyrkede durum, så foreslog hun, at de byggede en pastafabrik.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at der skulle være pastafabrik her på stedet, men tanken skræmte mig ikke. Man snakker så meget om, at Bornholm er en fødevare-ø, men på det tidspunkt, blev der mest lavet slik og karameller. Så jeg syntes egentlig, det var en fin idé at starte en rigtig fødevareproduktion,« fortæller han.

Susanne havde aldrig beskæftiget sig med fødevarer før, men kastede sig over opgaven. Hun researchede sig frem til de bedste pastamaskiner og allierede sig med gode kræfter for at kunne producere den allerbedste pasta.

Italienerne, der var kommet for at installere pastamaskinerne, lagde ikke skjul på deres skepsis overfor vores idé om at starte en pastaproduktion, hvor vi skulle anvende bornholmsk durum, de troede faktisk vi var skøre, så de forsøgte at få os overalt til at købe italiensk durum i stedet, men så ville hele ideen med bornholmsk pasta jo forsvinde, så det afviste vi pure.

»Italienerne boede hos os på gården i fire dage mens de testede og kørte pastamaskinerne ind og første gang, der kom pasta igennem maskinerne, måtte vi smage den til frokost og der indrømmede de italienske herrer, at de aldrig havde smagt en bedre pasta. Og så stoppede alle deres forbehold og humøret blev meget bedre hos dem,« fortæller Susanne.

Den første pasta, der blev produceret hos Pastariget, var naturel – den helt klassiske pasta, som de fleste kender og kan lide. »Efter et stykke tid fik jeg lyst til at give vores pasta noget, der gjorde den til vores helt egen,« fortæller Susanne Bloch. Hun gik i gang med at eksperimentere med forskellige krydderier, og startede med ramsløg – nordens hvidløg – som var helt oplagt, da den vokser i stor stil på Bornholm. »Det blev rigtig godt, og derfra var det kun fantasien der satte grænser. Det er sjovt, at finde de helt rigtige krydderier, der giver den helt rigtige smag, den perfekte farve og stadig bevarer den gode pastakvalitet«